Når jeg, som konsulent, hører ordet ”robusthed”, sætter det virkelig mange tanker i gang. Ikke nok med at det er ”det nye sort”, og noget som vi konsulenter helst skal kunne undervise i, men der ligger også en forventning om, at vi helst skal kunne øge og forbedre robustheden hos kursisterne på vores kurser. Mental og psykisk robusthed er vigtigt at besidde, og et krav som mange arbejdsgivere stiller til deres ansatte. Jeg tror det lykkedes i langt de fleste tilfælde. Mine kursister får en øget bevidsthed, ny viden og dermed også mulighed for at bedre/øge deres robusthed.
Men hvis jeg nu kunne jeg sælge ”robusthed” som en hyldevare, på metermål eller noget andet ville jeg helt sikkert blive millionær! Men det kan jeg desværre ikke…..
Personligt betragter jeg det samfund, som vi lever i og den udvikling som sker, med stor interesse. Et samfund som gennem mit arbejdsliv (ca. 30 år) har ændret sig væsentligt. Jeg ved at vi ikke kan leve på minderne om en svunden tid, men at vi alle skal forholde os til nutiden og den virkelighed, som vi omgiver os med lige nu og her. En virkelighed som vi selvfølgelig oplever meget forskelligt af den simple grund, at vi er forskellige som mennesker.
Jeg vil ikke komme ind på alle de mange ting som påvirker os hver især, men følgevirkningerne er klare - flere og flere bliver stressramte, og dermed er vi heller ikke specielt ”robuste”. En ting er at mange dagligt bliver udsat for vold/trusler eller andre overgreb, men mange af de andre ting vi oplever kan have ligeså stor en indvirkning. Det er jo efterhånden en del af jobbet……
Jeg ser virkeligheden både for private og for offentlige ansatte, som at vi gennem det sidste årti har været ramt af et stort langt jordskælv. Jorden under os ryster konstant, er i bevægelse, ændres, og forandrer sig. Fundamentet der smuldrer. ”Omstillingsparatheden” behøver vi ikke at diskutere, for den er i dag helt implicit inden for alle faggrupper, at det skal man bare være i besiddelse af. Alle har oplevet reformer, sparerunder, sammenlægninger, ændringer i organisationen mm. Kunne lederne overveje ”at sætte sig på deres hænder i nogen tid, måske et par år” (udtalt af en god og nær samarbejdspartner) ville det måske kunne skabe lidt ro og dermed øge robustheden……. Men ofte er ledelsen jo også præget af presset oppefra, styret af økonomien og budgettet og med mindre fokus på hvad forandringerne gør ved alle. Hvornår mon det vender?
Jeg læste en artikel forleden skrevet af journalist Thomas Milsted : ”Arbejdspladsen æder din sjæl” : http://pov.international/arbejdspladsen-aeder-din-sjael/ . Jeg er enig i det meste han skriver, og påpeger i den grad at stress, stressforebyggelse og robusthed er et fælles ansvar. Noget som både den enkelte og arbejdsgiveren skal og bør tage del i.
Når vi bliver bevidste om ansvaret bliver vi også bedre til at passe på os selv. At huske at sige ”nej” og sige ”ja”, alt efter situationen, hvordan vi har det, hvad vi mærker og fornemmer, og hvad vi kan klare. Husk vi har alle en grænse. Jeg har det altid med i min undervisning, og gentager ofte mig selv………. med fuldt overlæg da jeg tror på det virker. Hvad tænker du?
